Indstilling af racercykel og mtb er ikke helt det samme. På en racer er vindmodstand en meget større faktor end på mtb, hvor ballance er vigtigere.
Som udgangspunkt må du ikke vrikke på sadlen når pedalen er i bund, og knæet skal være let bøjet. Når du sidder med pedalerne vandret og dropper et lod fra knæskallen af forreste ben, skal det falde ned gennem pedalakslen. Det er her en layback saddelpind kan komme på tale, hvis du er nød til at justere din saddel ud i yderpositioner. En 'layback' er en saddelpind, der 'knækker' lidt bagud. Selve saddelklampen (der, hvor sadlen spændes fast på saddelpinden) kan også være mere eller mindre offset i forhold til midten af saddelpinden.
Et andet godt udgangspunkt er at have styret i samme højde som sadlen. Mange 'ræsere' eller landevejs-converts ynder at have styret lavere end sadlen (det med vindmodstanden). Begyndere er bedre stillet med at have styret højere end sadlen. Det giver en mere afslappet kørestilling og gør at stejle nedkørsler ikke virker så voldsomme.
Jeg har selv eksperimenteret en del med længde på frempind og bredde på styret. Det kan ændre karakter på cyklen fuldstændigt. Den frempind der kommer med cyklen er valgt ud fra at flest mulige skal kunne køre med den. Så prøv dig frem. Du kan måske låne nogle i forskellige længder. Jeg kan kun anbefale at prøve en kortere frempind og et bredere styr. Der er en grund til, at standardstyr på de fleste 2011 modeller er oppe på 68cm. Jeg kører selv med 73cm men vil ikke anbefale det til alle.