Mt. Ventoux and around Populær

Igennem de seneste tre år har jeg med en række af gutterne været på Påsketur i det Sydfranske efter jagten på den sagnomspundne påskehare og de dertilhørende guldæg. Igennem en længere række omveje har vi fået mulighed for at låne et præsentabelt hyggeligt lille hus i den om muligt endnu mindre franske by, Saint Romain, ikke så lang fra foden af det skaldede bjerg. Små 1500 km fra det jyske kan klares rimelig snapt hvis pauserne begrænses og en påskeferie på seks dage giver fire fulde dage på MTB i området.
Huset er sit klassiske charmerende sydfranske stenhus. Jordgulv på køkkenet i kælderen bedst inspireret ala et Algerisk landkøkken, ikke eksisterende møblement i de to overliggende etager og masser godt selskab i mere eller mindre afpillede fugle, skorpion-hvalpe og andet godtfolk. Altså, der har været en grund til at vi kunne låne huset gratis. Det er et livsprojekt for ejeren, og han har tilsyneladende ikke nogen ambitioner om at nå at bo i det selv i hans livstid.
Anyway, området. Området er klassisk sydfransk, vinmarker overal, hygge, godt kuperet med et bjerg her og der, et behageligt lunt klima såfremt at påsken ikke falder for tidligt, og en god portion glimrende cykelmuligheder.

Sporene:
Jeg skal gerne indrømme det som det er, og det kommer fra en der efterhånden har rejst det store dele af verdenen rundt i sin søgen efter det sprødeste singletrack, og der er altså INTET der slår de store jyske skove. I alt fald ikke hvad angår mængden af singletrack og køreglæden der følger.
Men, dermed ikke sagt at det ikke er godt mange andre steder. Der er ikke nær den samme mængde spor per kvardratkm dernede som herhjemme, men det gør intet, da man jo netop tager afsted for at opleve noget helt andet. Og det gyldne påskeæg lurer om hjørnet, da der er adskillige fortrinelige muligheder for downhill på selve Mt. Ventoux og adskillige muligheder for sprøde spor i områderne omkring. Man skal være indstillet på at tage et par km landevej her og der som transport. Men det er smuk transport med vinmarkerne der fylder dalene, poppeltræerne i blomst (navnet på træet har jeg lige fundet på, men det lyder pænt, ikke), de gamle byer, og bjergene i baggrunden, så det er absolut en fortrinelig måde at lade op til den næste passage på.
Der er rækkevis af opmærkede spor, men det de lokale guidebøger betegner som XC er typisk grusvejstons uden for meget stigning. De bøger der beskæftiger sig mere med all mountain er mere det vi vil betragte som singletracks og cross country. Men man skal dog lige holde lige øje med farvekoderne, for selv på de røde løjper kan der komme forholdsvis scary passager her og der. Men det er typisk kun over få meter med lodrette klippedrops og de klassiske ”jagged rocks of death” langs med sporet. Knæbeskyttere og et fleksibelt rygskjold må man nok sige bør anbefales (ikke at vi selv har været for gode til at bruge dem, but still.
Selve Mt. Ventoux er en oplevelse i sig selv. Enhver rytter, fra søndagscykellist til Chris Anker har haft sine våde drømme om det skaldede Bjerg. Og det er med god grund. Der er bare et-eller-andet over det bjerg som gør det den smule mere specielt end Tourmalet, Alpe De Huez, Glandon og alle de andre pas. Ventoux har trodsalt taget liv opad! Jeres udsendte, kan på en 160mm all mountain cykel klatre op på knap et par timer i behageligt tempo, så de fleste bør kunne kæmpe sig op. Det første lange stræk i skoven med hårnålesvingene er dræber varmt. Og i det man kommer over trægrænsen og forbi restauranten (hvor det for øvrigt skal nævnes at man får en glimrende oste/svampe omelet som tenderer på niveau med Allan Bachmanns kålstuvning + tripple espresso) er der blot 7km til toppen. Igennem stenørkenen. I bagende sol. Og gerne med modvind. Hvor det psykiske bliver en ligeså stor del som det fysiske. Afstanden til radiomasten ser ud til at forblive det samme, mens man hugger meter efter meter afsted, og det føles som om at man ingen vejne kommer...
Men, lykken er stor i det toppen nåes. Og den er lige stor hver gang, så to ture er faktisk dobbelt så godt som en. Og så er det at det sjove det begynder. For man er nødt til at tage asfalten ned til restauraten, tage en portion af den førnævnte omelet foran den åbne pejs, imens man sunder sig over oplevelsen. For der skal lades op til de DH spor der løber ned af bjerget. Vi har efterhånden fundet nogle stykker, og af varierende kvalitet. Det bedste ligger længst mod vest og forklaringen til at finde det er praktisk talt umulig at give, men skriv en mail såfremt du skal afsted en dag... Sporene ned er klassiske bjerg spor. Sten, klipper, store stor, huller, små sten og rigtig store sten. Det er ikke de mest scary spor, der er ikke store flyvehop eller vanvittige drops. Det er kørbart det hele, og det kan køres hurtigt hvilket giver en fantastisk oplevelse for fladlandsdanskerne.
Alt i alt er det et super område til en tur med gutterne, det kan laves for små penge og til store oplevelser. Det er let at tage mad med til et par dage hjemmefra og ellers købe ind og lave selv eller blot tage ud at spise.
Vores budget har ligget på 2100-2500, afhængigt af mængden af luksus, per mand, alt inklusive for seks dage. Vi plejer at være 6-7 mand afsted og kører i to biler. En personbil samt en varevogn hvori alle cyklerne og taskerne er pakket. 15 timers kørsel inkl. et par hurtige pauser eller tre undervejs og inkl. natkørsel. Hvis man ikke liiige kan låne et livstidsprojekt til at overnatte i dernede, er der et utal af muligheder for at leje sommerhuse ganske billigt.


Huskeliste:
Camelback er et must, masser af vand (der kan være RIGTIG langt imellem drikkevand og mad), en god regnjakke, hue og en ekstra tynd skitrøje er gode at have med – vejret kan skifte forholdsvis hurtigt i bjergene. Redningstæppe, telefon og kort er også blandt det mere fornuftige som det jo altid er når man er ude.
Som nævnt, knæbeskyttere og et rygskjold er anbefalelsesværdigt, full finger handsker er et must og helst ikke for tynde.
Frankrig bruger som bekendt modvilligt Euro og priserne står de fleste steder stadig kun i Franc i de små byer. Til gengæld er der en bager, en købmand, en slagter, en bager mere og en bar i alle de små byer. Et baguette koster en flad euro så man bliver ikke fattig over et par smør-selv sandwich i naturen. Giv dig selv oplevelsen at besøge diverse lokale cafer og oplev livet. For øvrigt, hvis du ikke har pas + det blå sygesikringsbevis på dig så kan du glemme alt om hjælp ved skader!

Cyklen:
Det første år kørte jeg dernede på en Cannondale Alu hardtail med 100mm lefty gaffel og jeg havde en fantastisk oplevelse. Andet år kørte jeg på en Specialized Stumpjumper med en 100mm lefty gaffel og jeg havde endnu engang en fantastisk oplevelse, hvor jeg kunne køre mere teknisk og vildere passager end tidligere. Sidste gang var jeg på en Pronghorn Longtravel testramme med 150mm bagpå og 160mm foran og det var SÅ FEDT! En all mountain cykel er klart det mest anbefalelsesværdige. Den kan stadig fint tage lidt landevej her og der, den kan køres op (det er hårdt, men hva, det er det jo alligevel), og så er den fantastisk underholdende nedad. Der er slet ingen tvivl. Glem alt om carbon rammer, hardtails, 140mm skiver og Token stumper. Tag noget med derned som kan holde. Der er et par cykelforhandlere dernede som har et fint sortiment af især ældre stumper, men værkstedsservice er begrænset. At få bleedet bremser er f.eks. praktisk talt umuligt, og geardrops ved de slet ikke hvad er.

Dæk:
Drop alt om letvægtsslanger og supersonic dæk. Mountain King i protection eller UST udgaver i 2.4 er ganske perfekte til terrænet dernede.